”Så gør dog noget!” Reklamen skriger ud til mig. Buschaufføren råber ad os i højtaleranlægget, og vi presses frem af passagererne ved indgangen. Lyden af slagregn mod ruderne fylder bussen sammen en sødlig, kvalmende lugt af vådt overtøj, sved og forskellige parfumer.

Jeg tjekker klokken på mit ur. Mit fucking armbåndsur, som absolut skulle være radiostyret og med sekundtæller, så jeg hele tiden kan holde styr på, om jeg har spildt 11 eller 12 sekunder af mit ynkelige liv. En kvinde maser sig hen ved siden af mig. Kvinden taler til mig. Den eneste kvinde står nu igen lige ved siden af mig og smiler. Siger, at hun kan se, jeg stadig er lige så utålmodig som dengang. Dengang. Dengang for længe siden – tiden går hurtigt. Alt for hurtigt, og før man ved af det, er det eneste man husker træerne, der taber bladene. ”Hvordan går det så med dig i dag?” Jeg trækker måske på skuldrene, griner måske, måske ikke. Vi får fyldt en kort samtale op med tomme høflighedsfraser, overfladiske spørgsmål og svar inden stilheden indfinder sig. I hendes hånd er en flaske champagne, jeg spørger, om hun skal fejre noget. Vi skal fejre, at hun har fået et nyt job. Vi spørger jeg ikke til, men jeg udbryder i stedet for, at jeg skam også er lykkelig. Vi opdager begge pludseligt, hvor spændende vores våde skosnuder er.

Lige før hun løber ud i regnen og bladene, et par stoppesteder for mig, forsikrer vi hinanden om, at vi må tales ved en anden dag velvidende, at vi ikke kender hinandens telefonnumre eller adresser.

Jeg er som en maskine på standby,
ikke slukket, men heller ikke tændt,
jeg bruger bare strøm.

Jeg venter kun på den impuls,
der får maskinen til at starte.

Jeg er som en åben utændt gasflaske,
gassen strømmer ud, men
jeg bliver ikke nyttiggjort.

Jeg venter kun på den gnist,
der får gassen til at antænde.

Jeg er blevet tildelt et liv, som jeg ikke bruger
på andet end at vente på en begivenhed,
som kan bruges til at starte mit liv,
men hvad hvis den aldrig kommer?

Eller allerede har været her?

På gaden går en mand.
Hver dag har han passet sit arbejde.
Han er gift og har tre børn,
aldrig overtrådt loven, men
i dag bliver han anholdt,
slæbt bort
til lyden af skrigene fra kone og børn.
Man er uskyldig til andet er bevist, men
ikke her.
De slår, igen og igen – til blodet flyder.
Smerten og uretfærdigheden fylder ham
med vrede og hævntørst.
Hvad han ikke var, gør de ham til!

A: Jeg hader alle.
B: Hvorfor det?
A: Jeg elsker ingen.
B: Hvorfor elsker du ingen?
A: Fordi jeg ikke har noget kærlighed at bruge.
B: Du giver mig ikke rigtigt noget svar…
A: Måske er der ikke et svar!

Dér ligger den,
lille og lyserød -
sådan én må jeg have.
Der er ingen i nærheden.
Jeg kunne hurtigt tage ham,
løbe til stationen,
køre hjem og pakke,
flygte fra landet,
give ham et navn og
kalde ham min egen.
“Hvad tror du, du laver?”
spør’ en kvinde fra caféen,
“Forlad mit barn!”
Jeg går videre ned ad gaden,
tænker på drengen som
var han min egen.
Jeg vil have et barn,
børn, en søn og datter,
men kæresten vil ikke,
og hvad kan jeg så gøre?
Af gode grunde
kan jeg jo ikke
gå i byen og finde
en tilfældig fyr,
der vil gøre min gravid
mod at få noget fisse.
En reklametanke slår ned i mig:
“Sig det med blomster,”
det må være vejen.
50 røde roser samt
en ny duft til mig.
Man har jo lov til at håbe -
og i følge kalenderen
har hun nok ægløsning
i morgen.

Jeg ligger
i et tomt rum
foran et vindue. 

Udenfor dette,
bagved nogle skyer,
hviler månen i stilhed. 

Jeg døser kun langsomt hen,
flyder med tankens rolige strøm
helt ud dertil, hvor Intet ender. 

Tilbage er blot
det tomme glas.

jeg skriver kronik på skrivemaksine
drikker te af glas - vandet varmet i mikrobølgeovn
jeg flirter med socialisme
men tror på det uafhængige individ
jeg har intet at kæmpe for
ingen at kæmpe med
mig mig mig – hvad med os?
jeg handler økotøj,
sparer på vandet og strømmen,
råber vedvarende energi
men køber bøger fra amazon.com,
sprøjtet salat og skrabeæg, for det er jo billigst
verden er af lave
den går under om kun 5 milliarder år
jeg går på indkøb i alverdens ismer
og opdager, at det er mig selv der er på udsalg
alting er i opbrud
drager af sted og bliver væk
jeg kryber ned under dynen
onanerer til plastiske piger gengivet i pixels
min phthalat-pik er spermløs
men hvad gør det?
alt er jo muligt med et reagensglas eller to
jeg falder, men ingen griber mig
forsvinder i mængden
går jeg baglæns eller går verden frem?
jeg er helt alene
hallo, er der nogen?

Både hun og hendes søstre er gamle og små, men fortsat de væver
og vil væve i endnu adskillige år.
Mange nye tråde kommer til, færre gamle falder fra -
ikke underligt at ulden til stadighed til langt mindre forslår.
Til deres store fortrydelse er de nødt til i dag
at væve trådene tyndere end deres eget hvide hår
og knuderne bliver talrige.

Den unge plejerske er både øm og træt, men fortsat hun knokler
og vil knokle til hun ikke længere står.
Mange syge patienter kommer til, færre raske vandrer væk -
ikke underligt at pladserne snart ikke længere forslår.
I trængslen udenfor truer en mand pludselig med en pistol
en vagt vil skyde ham ned, men sigter en smule forbi og kuglen går
i stedet i den unge pige.

De væver og væver på trådene flere, og dét er deres last,
for en gang imellem klipper de den forkert tråd i hast.

Det er jo nytårsaftensdag i dag, og sådan en dag indbyder til reflektion. Jeg kan ikke lade være med at tænkte på, hvordan dette årti vil blive husket. Selvom der endnu er et års tid tilbage, er vi jo ved at være ved “nullernes” slutning. Jeg ved ikke, om det bare er mig, men når jeg ser på dette årti, kan jeg ikke lade være med at tænke på det forrige årti også. Men det skyldes, jo nok, at mit liv kun har varet disse to årtier. For at vende tilbage til starten, hvordan vil halvfemserne og nullerne blive husket? Hvordan vil jeg huske disse to første årtier af mit liv? Hvis du har lyst, så tag med på denne “guidede” tur gennem min opfattelse af og erindringer om de sidste to årtier:

Det er ironisk, at jeg for at beskrive 90′erne bliver nødt til også at medtage én begivenhed, der lige nåede at ske i slutningen af 80′erne: Berlinmurens fald. Euforien og jubelen vil ingen ende tage! I min bevidsthed er dette, dén begivenhed, der markerer 90′ernes begyndelse. De overoptimistiske tanker om forbrug og økonomi i den nye verden, bliver jo nærmest symptomatiske for de to næste årtier. Økonomien går bedre og bedre, og flere fjersyn og mindst én computer bliver dagligdag inden årtiet er omme. Internettet rykker også hastigt ind i flere og flere husstande. Hastigt voksende markeder, hvis eksistens er et produkt af computerne og internettet, skyder frem, og midt mellem de to årtusinder, er det disse markeder, som giver os en forsmag på faren ved menneskets egoisme og grådighed: IT-boblen brister. Imens mange i vesten fornøjer sig med deres stigende rigdom og forbug, bliver venner og naboer til fjender ved Kosovokrigens udbrud. Billeder af krigshandlinger og flygtende mennesker i både Europa og Afrika præger – i følge min hukommelse – medierne igennem halvfemserne. Det går jo så godt, alle har ret til en Gucci-taske og et nyt køkken. Men den gamle verden står for fald: den 11. september 2001 styrter den – sammen med to tårne i New York. Efter en længere pause siden 70′erne, melder terroren igen sin grumme éntre på verdensscenen. Ansvaret skal placeres, og der skal tages hævn, USA styrter hævngærigt, og på et næsten ikke-eksisterende grundlag, hovedkuls først ind i Afghanistan og siden ind i Irak. Det er sørgelig, at de mindre drenge i skolegården skynder sig at følge efter for at være lige så seje som den store bølle! London og Madrid rammes også af terror. Europæerne er i chock – nu kan INGEN længere føle sig trygge! Selv naturen er imod os: I december 2004 skyller en tsunami ind over intetanende badeturister i Thailand, og sommeren 2005 suser Kathrina ind over New Orleans med store ødelæggelser til følge. “Global opvarmning”, “miljø-bevidst” og “grøn” bliver buzz-ord; du kan selv gøre noget for at redde kloden – og din egen røv – og være super hip og smart på samme tid! Heldigvis er det stadig muligt, langt det meste af 00′erne, at finde trøst i penge og forbrug, mens krigene og naturen raser i den virkelige verden. Desværre må verdens befolkning i løbet af 2008 endnu én gang sande, at penge ikke komme ud af ingenting. Priserne på boligmarkederne styrtdykker, banker går fallit – vi er nu for alvor inde i en periode med recession. Verden er af lave – fejl, overmod, grådighed og snyd skal indrømmes og erkendes. Fremtiden ser dyster ud! Eller gør den? Svagheder og dystre forudsigelser skal accepteres, og handlingsmønste ændres, men hvis det bliver gjort, ser fremtiden slet ikke sort ud.
Farvel 2008, velkommen 2009!