Jeg er i live, men jeg lever ikke..
Jeg er i live, men jeg har ikke noget liv.
Jeg er som en maskine på standby,
ikke slukket, men heller ikke tændt,
jeg bruger bare strøm.
Jeg venter kun på den impuls,
der får maskinen til at starte.
Jeg er som en åben utændt gasflaske,
gassen strømmer ud, men
jeg bliver ikke nyttiggjort.
Jeg venter kun på den gnist,
der får gassen til at antænde.
Jeg er blevet tildelt et liv, som jeg ikke bruger
på andet end at vente på en begivenhed,
som kan bruges til at starte mit liv,
men hvad hvis den aldrig kommer?
Eller allerede har været her?
Oplevelsen af evigheden… at være til/ikke at være til. Hvornår er vi der og hvornår ikke. Flot formuleret om mangel på nærvær. Vi er aktører i livets spil, ja egentlig hovedrollen, så spiller vi ikke.
Hvad er livets igangsætter? Den indre drivkraft, der er en ild, der skal antændes. Vi skal tændes eller kunne tænde os selv.
Jeg får så mange spændende tanker, der næsten ikke er til at stoppe igen. Så genialt, at du med enkle ord sætter så meget igang. Man må i sanshed sige: et digt, der tænder!!