Dette er begyndelsen. Jeg ved ikke, hvad der begynder nu, men en begyndelse er det. Det kunne jo selvfølgelig også være en slutning (men stadigvæk begyndelsen, hvis man ser på rækkefølgen lige her og nu). Jeg gider bare ikke rigtigt det dér med at begynde med slutningen og slutte med begyndelse. Jeg ved ikke hvorfor, det er bare ikke rigtigt mig. Det er ikke mig, når jeg er i det humør, jeg er i lige nu, så jeg tror jeg holder mig til begyndelsen – lige i dette øjeblik i hvert fald for uanset hvad, vil jeg komme til, efterhånden som jeg fortæller, at bevæge mig væk fra begyndelsen – sandsynligvis mod en slutning. Men hvordan skulle jeg kunne vide det? Selv hvis slutningen også skulle vise sig at være en begyndelse, ville jeg aldrig kunne holde mig til begyndelsen, fordi der ville være to af dem, hvorfor jeg ville bevæge mig fra en begyndelse til en anden begyndelse. Og at holde sig til noget er bestemt ikke det samme som at bevæge sig til noget, idet det første beskriver en bevarelse og det andet en forandring. Men hvis det hele nu viser at være én og samme store begyndelse, kunne jeg da konkludere, at alt er sandt, fordi jeg derved ville kunne holde mig til, bevare min placering i, begyndelsen, samtidig med, at jeg bevæger mig rundt i, forandrer mit syn på, begyndelsen? For i alt indgår intet vel nødvendigvis og i så fald, hvis alt er sandt, så er intet samtidigt sandt.
