Uddrag fra min nytårshilsen til en god ven.
Det er jo nytårsaftensdag i dag, og sådan en dag indbyder til reflektion. Jeg kan ikke lade være med at tænkte på, hvordan dette årti vil blive husket. Selvom der endnu er et års tid tilbage, er vi jo ved at være ved “nullernes” slutning. Jeg ved ikke, om det bare er mig, men når jeg ser på dette årti, kan jeg ikke lade være med at tænke på det forrige årti også. Men det skyldes, jo nok, at mit liv kun har varet disse to årtier. For at vende tilbage til starten, hvordan vil halvfemserne og nullerne blive husket? Hvordan vil jeg huske disse to første årtier af mit liv? Hvis du har lyst, så tag med på denne “guidede” tur gennem min opfattelse af og erindringer om de sidste to årtier:
Det er ironisk, at jeg for at beskrive 90′erne bliver nødt til også at medtage én begivenhed, der lige nåede at ske i slutningen af 80′erne: Berlinmurens fald. Euforien og jubelen vil ingen ende tage! I min bevidsthed er dette, dén begivenhed, der markerer 90′ernes begyndelse. De overoptimistiske tanker om forbrug og økonomi i den nye verden, bliver jo nærmest symptomatiske for de to næste årtier. Økonomien går bedre og bedre, og flere fjersyn og mindst én computer bliver dagligdag inden årtiet er omme. Internettet rykker også hastigt ind i flere og flere husstande. Hastigt voksende markeder, hvis eksistens er et produkt af computerne og internettet, skyder frem, og midt mellem de to årtusinder, er det disse markeder, som giver os en forsmag på faren ved menneskets egoisme og grådighed: IT-boblen brister. Imens mange i vesten fornøjer sig med deres stigende rigdom og forbug, bliver venner og naboer til fjender ved Kosovokrigens udbrud. Billeder af krigshandlinger og flygtende mennesker i både Europa og Afrika præger – i følge min hukommelse – medierne igennem halvfemserne. Det går jo så godt, alle har ret til en Gucci-taske og et nyt køkken. Men den gamle verden står for fald: den 11. september 2001 styrter den – sammen med to tårne i New York. Efter en længere pause siden 70′erne, melder terroren igen sin grumme éntre på verdensscenen. Ansvaret skal placeres, og der skal tages hævn, USA styrter hævngærigt, og på et næsten ikke-eksisterende grundlag, hovedkuls først ind i Afghanistan og siden ind i Irak. Det er sørgelig, at de mindre drenge i skolegården skynder sig at følge efter for at være lige så seje som den store bølle! London og Madrid rammes også af terror. Europæerne er i chock – nu kan INGEN længere føle sig trygge! Selv naturen er imod os: I december 2004 skyller en tsunami ind over intetanende badeturister i Thailand, og sommeren 2005 suser Kathrina ind over New Orleans med store ødelæggelser til følge. “Global opvarmning”, “miljø-bevidst” og “grøn” bliver buzz-ord; du kan selv gøre noget for at redde kloden – og din egen røv – og være super hip og smart på samme tid! Heldigvis er det stadig muligt, langt det meste af 00′erne, at finde trøst i penge og forbrug, mens krigene og naturen raser i den virkelige verden. Desværre må verdens befolkning i løbet af 2008 endnu én gang sande, at penge ikke komme ud af ingenting. Priserne på boligmarkederne styrtdykker, banker går fallit – vi er nu for alvor inde i en periode med recession. Verden er af lave – fejl, overmod, grådighed og snyd skal indrømmes og erkendes. Fremtiden ser dyster ud! Eller gør den? Svagheder og dystre forudsigelser skal accepteres, og handlingsmønste ændres, men hvis det bliver gjort, ser fremtiden slet ikke sort ud.
Farvel 2008, velkommen 2009!
